fredag den 16. september 2016

Toilettaske med lomme DIY


Forrige weekend var jeg på marked, her solgte jeg bla. nogle toilettasker som jeg har lavet for lidt tid siden. Ud over det så fik jeg jeg en bestilling på toilettasker til et par små piger, så ønsket var at toilettaskerne gerne måtte være lidt mindre. 
Og så skete der det som sker HVER gang jeg skal i gang med at lave en toilettaske: hvordan var det nu lige jeg gjorde, og hvor er papiret med målene nu henne?
Men nu skal det være slut! Nu har jeg taget billeder af processen og skrevet målene ned.
Og her kommer så hele molevitten, måske andre også kan få glæde af oplæget :-)
Nu er det ikke for at jeg her opfinder den dybe tallerken, der findes mange andre DIY på toilettasker, men her er lige præcis hvordan jeg laver mine... i en temmelig detaljeret og lang guide ;-)

De (mange) billeder som jeg viser undervejs, er af en af de små toilettasker, som jeg fik bestilling på. Det er egentlig en rigtig fin make-up pung størrelse. De store er en standard toilettaske størrelse synes jeg.

Den lille toilettaske/make-up pung har slutmål: længde: 20 cm. højde: 10 cm. dybde: 11 cm.
Og stofstykkerne jeg har brugt måler 40 cm (højden) x 30 cm (bredden). Lomme stykket måler 25 cm i højden x 18 cm i bredden. 
Delbar lynlås 30 eller 35 cm + lynlås til lomme 15 cm.

Den store toilettaske har slutmål: længde: 25 cm. højde: 14 cm. dybde: 11 cm.
Og stofstykkerne jeg har brugt måler 50 cm (højden) x 40 cm (bredden). Lomme stykket måler 35 cm i højden og 23 cm i bredden. 
Delbar lynlås 40 eller 45 cm + lynlås til lommen 18 cm.

 Du skal bruge: et stykke forstof, et stykke yderstof og et stykke volumenvlies. Til lommen skal bruges et stykke stof samt et stykke tyndt vlieseline. Og en lang og en kortere lynlås.
Alle mål står oven over foto, på hhv lille make-up pung størrelse og stor toilettaske størrelse.
Volumenvliesen stryges på yderstoffet, og den tynde vlieseline stryges på lommestoffet.

Læg lommestykket oven på vrangsiden af forstoffet ca. 3-5 cm fra kanten, afhængig af om du syr den store eller lille. På lommestykket tegner du en rektangel til lynlåsen. Den skal være ca. så lang som lynlåsen (den del hvor der rent faktisk er tænder), og så skal den være ca. 1,5 cm høj. Tegn som jeg har gjort inde i rektangelen. Det er streger du skal klippe efter. Sørg for at der er 2-3 cm til rådighed oven over rektanglen, der skal være plads til senere at sy lommeposen sammen.

Sy nu hele vejen rundt langs den tegnede rektangel, gerne med små tætte sting.

Brug en opsprætter til at få hul langs den tegnede streg midt i rektanglen.

...og fortsæt med en saks. Klip så tæt ud til sømmen som muligt, uden at klippe i sømmen.


pres kanterne om, så rektanglen nu bliver til et åbent hul.

Sådan 

Vend herligheden om, og læg lynlåsen ind fra bagsiden. Nål lynlåsen fast når den sidder pænt og lige.

Sy hele vejen rundt

Når du kommer til lynlåsdimsen, løft da trykfoden (med nålen i stoffet), og træk dimsen forbi trykfoden.

Sådan, så sidder lynlåsen der.

Set fra bagsiden.

Fold lomme-stykket sammen på midten, nål fast, og sy langs de tre åbne kanter.

Og så har du din lomme! :-)

Så er det i gang med selve tasken. Jeg har valgt tittekant/piping langs lynlåsen. Så den starter jeg med at sy på. Den syes på taskens korte led. Forhøjningen (selve tittekanten som skal ses) skal vende væk fra kanten af tasken. Jeg bruger almindelig trykfod, det plejer ikke at volde mig problemer.

Tittekant syes på i begge ender.

Så skiller du lynlåsen ad og ligger det ene stykke på tittekanten, så den flugter med kanten af stoffet. Lynlåsen skal vende med vrangsiden opad. Oven på lynlås og tittekant lægges forstykket med vrang siden opad. Nål det hele sammen.

Vend nu det hele om, og sy langs den syning du lavede da du syede tittekanten fast, så bliver tittekanten snorlige og flot fra forsiden. Jeg syr bare med almindelig trykfod, men jeg bruger mine fingre til at holde lynlåsen på plads under trykfoden, så den ikke glider/skrider.

Så ser det sådan ud når du 'folder den ud'

Gør det samme i den anden ende. Bemærk at jeg sætter enden af lynlåsen så langt ude over kanten af stoffet, at jeg senere kan klippe den af!

Læg, lige som i den anden ende, forstoffet oven på lynlåsen og tittekant og nål fast.

Og vend så det hele om, og sy lang syningen du lavede da du syede tittekanten fast.

Her kommer jeg til lynlåsdimsen, så jeg løfter trykfoden (med nålen i stoffet) og trækker dimsen forbi foden.

Så langt så godt. Sådan ser den ud hvis du vender herligheden med ret siden ud og lyner lynlåsen.

Åben den dog lige igen og sy en kantstikning langs lynlåsen, så stof og for ikke kommer i klemme i lynlåsen, når den lynes op og i.

Vend tasken med vrangen ud og placer lynlåsen i midten.

Hvis du vil have en lille pyntedims ved enden af lynlåsen, fx et stykke bånd med en stjerne på, så skal den sættes ind nu. Sæt det så det vender IND i tasken. Jeg har sat et lille stykke papirtape for at holde det på plads mens jeg syr.
Nål enderne sammen.

Sy enderne sammen. HUSK at have lynlåsen åben, så du har et hul du kan vende tasken igennem!

Klip sømrummet pænt og lille, så der kun er en lille cm stof tilbage

For et pænt finish sættes kantbånd på enderne

sådan

Nu skal hjørnerne syes og klippes af, så du ender med en firkantet form på tasken. Klem enderne sammen som på billederne og tegn en streg lige der hvor stregen bliver 9 cm lang på den lille make-up pung udgave, og 12 cm på den store toilettaske model. Sæt et par nåle.

Sy lige oven i den streg du lige har tegnet.

Klip nu hjørnet af, så der er en lille cm sømrum

Zig-zag hen over der hvor du lige har klippet

Gør det samme ved alle fire hjørner, og så ser den sådan her ud set fra vrangsiden

Og det færdige resultat :-D

Hvis stoffet er vasket inden brug, så kan den sagtens klare en tur i vaskemaskinen, når den bliver snavset.

torsdag den 15. september 2016

hørkjole

Denne her kjole har jeg lavet efter et mønster fra den japanske sybog med pigen i den lilla kjole på forsiden. Det her er kjolen fra forsiden. 
Jeg kan godt lide at der er lange ærmer i kjolen. Næsten alle Hildes kjoler er med korte ærmer. 
Jeg har syet den i en blød, tynd hør-bomulds blanding. Det er faktisk et super materiale, som jeg godt kunne finde på at sy flere kjoler i. Til indersiden har jeg brugt lidt Liberty. Den er syet i str. 100.







fredag den 26. august 2016

En lille rosa buksedragt

Med udgangspunkt i Playsuit 60024-04 mønsteret fra Stof og Stil, har jeg lavet denne søde lille buksedragt til Hilde. Der er lige et par dage tilbage af sommeren til at bruge den, men planen er at den også skal passe hende næste år! Den er faktisk syet i str. 104 og Hilde er lige knapt en str. 98. 
Jeg har syet den i strækstof, det er ikke hensigten med mønsteret, der oprindeligt har knapper fortil. Men jeg har klippet to bagstykker, lavet halsåbningen større og sat elastik i, så kan den trækkes på nede fra og op. Jeg har syet den i noget blødt rosa glimmerstof som jeg købte tidligere på sommeren i Århus hos City Stoffer og Garn.