tirsdag den 13. oktober 2015

Kids month: accessories. Yo-yo hårbånd DIY

Jeg har lavet et såkaldt yo-yo hårbånd til Hilde og jeg har taget lidt billeder undervejs. 
Det tager ingen tid at lave og er ret sødt synes jeg. 

Du skal bruge: Stof, nål og tråd, bredt elastikbånd, en knap du selv kan betrække (eller en anden smuk knap), en skål der er dobbelt så stor i omkreds, som den størrelse yo-yo du ønsker.
  

Læg skålen på stoffet og tegn rundt om. Klip langs stregen og ri hele vejen rundt om cirklen, uden at hæfte ende.

Træk i snorene, så det bliver til en lille boble. 

 Vend den om og træk tråden helt sammen, så hullet lukkes og tryk den flad. Hér kan du lige justere lidt på folderne, så de falder flot. Bind knuder på tråden og klip enderne af.

 Betræk en knap med samme stof som du har brugt til yo-yoen. Sy knappen fast til yo-yoen, så den dækker det lille hul.

Klip elastikbåndet i den rette længde og sy det sammen til et pandebånd. Jeg har købt det her blonde elastik i Stof 2000, det egner sig godt, det kan strækkes en masse uden at stramme.

Oven på sammensyningen af elastikbåndet syr du yo-yoen fast. Og det var det :-) 
Man kan også give den gas og sætte flere ved siden af hinanden og lave dem i forskellige størrelser.
Jeg må nok indrømme at hårbåndet ikke egner sig til små damer på Hildes alder (snart 2 år), hun gakkede totalt ud, da jeg prøvede at give hende det på. Men til en baby, eller en 3-4-årig måske?
Jeg fik lov at sætte det i håret på min søn, hvis jeg lovede at billedet ville blive beskåret meget omhyggeligt :-D




2 kommentarer: