Et af punkterne på min To-do liste var en frakke str. 2 år til Hilde, men i min søgen efter et lækkert frakke mønster, faldt jeg også over denne søde hætte jakke fra Burda. Jeg har syet den i en færdig quiltet denim fra Stof og Stil og så har jeg brugt Liberty til foer. Den er kantet med kantbånd i farven støvet rød. Og her hos Made by Madvig fik jeg løst gåden om hvordan man laver pæne skarpe hjørner med kantbåndet. Tusind tak! :-)
Jeg har lavet lidt om på formen og længden af ærmerne, så de egner sig til at få et opsmøg. Jeg har også valgt at knappe den anderledes. I følge opskriften skulle der sidde fire knapper, som lukkes med knaphul. Jeg kan godt lide trense lukning til den her slags jakker, så det har jeg brugt.
Jeg er godt tilfreds, jeg synes den er blevet ret sød og den fungerer fint som både overgangs- og sommerjakke.