tirsdag den 28. april 2015

Sienna kjole

Jeg fik lavet denne smukke kjole i fredags til fredagsfix hos Line (Marapytta). Det er nok til dato den fineste kjole jeg har lavet. Og så fik jeg oven i købet lært en masse undervejs, som også kan bruges til andre projekter. Og tak til Line for det. Det var mit første forsøg med usynlig lynlås, jeg har heller aldrig lavet krave og pufærmer før. Der er rigtig meget stof i skørtet, så jeg forestiller mig at den er sjov for en lille pige at have på. Den er lavet i Liberty, købt hos BettyP. Jeg var faktisk ikke helt sikker på hvordan stoffet ville tage sig ud som kjole, da jeg bestilte det, men jeg er positivt overrasket. Kjolen er syet i str. 90, og er lidt stor til Hilde. Jeg håber virkelig hun når i den i løbet af sommeren.
Jeg har været til Lines fredagsfix én gang før, der havde jeg Hilde med. Denne her gang var det bare mig. Det var en fødselsdagsgave fra min mand. Nok en af de bedste (selv om jeg også er glad for de sko jeg fik sidste år).
SKØNT!
 


 

fredag den 17. april 2015

makeup pung med pungbøjle

Jeg har fundet de her søde pungbøjler på Etsy, de bliver sendt fra Portugal, så ingen uventet told eller skat der :-) Det er typen der skal syes på. Her på u-handbag har jeg fundet en guide til hvordan man laver sit eget mønster, ud fra den pungbøjle man nu har. Det tog mig alligevel tre forsøg at nå frem til den rette størrelse og det ønskede udseende. Den første (med gule kugler på pungbøjlen) blev for lille. Den er helt klart til kvinden der bruger en sparsom makeup, og som har spidset sin eyeliner mange gange. Nummer to (den med pink kugler) blev lidt for smal på den ene led og lidt for bred på den anden, men den er i og for sig blevet fin nok. Den tredje (med grå kugler) synes jeg er blevet god. Jeg har lagt et billede ind af det mønster jeg nåede frem til og som jeg har brugt til pung nummer tre, hvis nogle nu skulle få lyst til at gøre det efter. Ved hjørnerne har jeg målt seks cm ind og syet og klippet, i stedet for fire, som de bruger i vejledningen. På yderstoffet har jeg strøget en tyk, blød vlieseline, så kan pungen holde formen når den står. Alt stof er købt hos BettyP, undtagen det gule stjernede, det er fra stof 2000.   
 







 

torsdag den 16. april 2015

Bloomers med smock

Tidligere på måneden lavede jeg et par Bloomers a la Olinesmor. I dag har jeg prøvet at lave dem med smock, i stedet for bukseelastik. Jeg er glad for smock, da det har en stor spændvidde og bukserne derved kan bruges længe og af forskellige børn med forskelligt maveomfang. Jeg har brugt Olinesmors grundform til bukserne, det er rigtig godt, og så har jeg tilføjet 1 cm til benene og jeg har lagt ca. 7 cm til mønsteret for oven (i stedet for at klippe et stykke stof til løbegang). Mit mønster er blevet 35 cm langt, det ses på foto 3. De er syet i Liberty.
 


Før og efter turen gennem symaskinen ;-)
 

fredag den 10. april 2015

Så hatten passer

Jeg har lavet lidt flere EG hjelme a la den jeg lavede den anden dag. Hvorfor bare lave én, når man kan blive ved ;-) Det er dog kun den ene, der er tiltænkt Hilde.
Det var efter at jeg havde lavet den brun/grønne hjelm, at jeg besluttede mig for at gå over til tittekant, i stedet for kantebånd. Jeg synes resultatet med tittekanten bliver bedst (for mig).
Der sneg sig også en solhat ind i denne omgang. Til den har jeg brugt et mønster, som jeg fik fra Marapyttas fredagsfix engang, hvor jeg lavede denne her. Denne gang tilføjede jeg min nyopdagede kantebånds-løbegang metode til elastikken.
 






 

onsdag den 8. april 2015

En drenget kasket

Jeg har haft lyst til at prøve at lave en sommer-hovebeklædning der passer til drenge, de fleste mønstre jeg falder (i svime) over, passer mest til piger. Jeg har taget udgangspunkt i denne kasket fra min japanske sybog, og givet den et mere drenget look ved blot at droppe sløjfen i siden. Og det synes jeg faktisk virker godt. Jeg har brugt babyfløjl til ydersiden og Liberty med dyreprint til indersiden. I skyggen har jeg lagt en kraftig vliseline ind og der er syet elastik i nakken.
 



 

mandag den 6. april 2015

Bloomers og EG hjelm

Nu er jeg ved at være i bund med mine 110 cm koralfarvet Liberty Capel. Det er også både blevet til vingekjole, solhat og nu bloomers og hjelm.
Jeg må indrømme at jeg har haft lidt problemer, når jeg skal sætte kantebånd på rundt om hjelmen, som vejledningen foreskriver. Jeg synes at det er svært at få pænt ved rundingen på øreklapperne, især på indersiden. Jeg har derfor prøvet med tittekant denne gang, og det går noget nemmere, og bliver noget pænere. Jeg kan se at jeg fik taget billederne inden jeg fik sat bindebånd i hjelmen. Bindebåndene, som ikke er sat på, har jeg lavet af det prikkede foer stof. Hjelmen er fra Elsebeth Gynther og Bjarne Solbergs "børnetøj du selv kan sy 0-4 år".
Vejledningen til disse bloomers har jeg her fra Olinesmor. Og så lærte jeg også lige noget smart, nemlig at bruge kantebånd som løbegang til elastikken, det bliver da ret pænt :-) Det hele er syet i str. ca. 1 år.
 



 
 

torsdag den 2. april 2015

fine marmorerede æg

 
Børnene og jeg har pustet æg (til vi var ved at segne). Jeg så en gang på facebook nogle, der havde brugt silkepapir til at skabe et flot marmoreret look på de pustede æg. Vi har benyttet teknikken de sidste tre år, hvert år er der nogle der går i stykker, så det er nu ikke for at vi drukner i dem (endnu).
Jeg har taget lidt fotos undervejs, hvis nogle skulle få lyst til at gøre os kunsten efter. Det er ikke svært. Og det er virkelig spændende til sidst når man skal pakke æggene ud af silkepapiret.
 
 
Først pustes æg og dernæst tager man lidt silkepapir (ca 1/4 ark) i forskellige farver, de mørke farver bliver bedst.
 
Så gør man silkepapiret vådt under den varme hane og klemmer det rundt om ægget så det dækker. Det må gerne krølle, det giver den flotte effekt til sidst. Klem let om det indpakkede æg, så det ikke er sjask vådt. Brug handsker! Farven fra papiret smitter helt vildt af.
 
 
Lad æggene tørre foran et åbent vindue, eventuelt i ovnen ved lav varme. Det tager nogle timer, alt efter hvor meget papir man har fået viklet omkring.
 
 
Og så kommer det rigtig sjove - at fjerne papiret. Det er et stort øjeblik for både store og små. De gule blev ikke gode, man kan slet ikke se farven, men de andre blev fine :-) Måske den gule ville blive pæn på hvide æg. Vi har god erfaring med at bruge brune æg, der bliver de mørkere farver rigtig dybe, og det røde stempel på æggene ses ikke så tydeligt, som på hvide æg.
 
 
Til sidst har vi sat sølv snor og en plastik perle på (fra Søstrene Grene) med limpistolen.
God påske :-)