søndag den 9. august 2015

Baby romper

I sidste uge kom Hildes lille mødregruppe-veninde på besøg, iført sådan en lækker sag! Sådan en måtte Hilde da også eje, tænkte jeg. Og i dag kunne hun så komme til barnedåb i hendes helt egen nye lette, luftige og super søde romper. Mønsteret er det her Carly Bubble Romper og jeg har syet den i Liberty, som jeg har købt hos Tout Petit på Frederiksberg.
Jeg har lavet lidt ændringer i forhold til mønsteret. Fx har jeg ikke lavet den dobbelt (hele vejen). Det er meningen at den skal kunne vendes, men det er min erfaring at jeg alligevel altid har en favorit side. Jeg har dog lavet den øverste halvdel dobbelt, så den bliver pæn i hals og ærmegab. Jeg har også sprunget knaplukningen for neden over. Romperen er så åben bagtil, at den er nem at få af og på. Og Hilde er jo så stor nu. Om jeg fortryder det må tiden vise ;-)
Hatten som Hilde har på, på billederne, er denne her.
 





 

søndag den 19. juli 2015

kvartsol nederdel - en kort en lang

Hvor har jeg længe gået og manglet en sort nederdel, men hver gang jeg ser én i butikkerne, så tænker jeg at den kan jeg da nemt lave selv. Men det er bare så meget mere spændende at gå i gang med et syprojekt i noget fantastisk stof, og ikke bare sort. Men nu har jeg gjort det, og det er jeg glad for! Jeg har brugt møgungens beregner for kvart sol nederdel. Først satte jeg længden til 65 cm. Og det er den man ser på de første tre fotos. Så syntes min mand og min mor at den var for lang, og så klippede jeg 10 cm. af (den version ses på de sidste tre fotos). Og jeg giver dem ret, den første var for lang. Jeg har syet nederdelen i noget viskose jersey fra Stof 2000, jeg har sat sort rib på for oven, i ribben har jeg sat en 2 cm bred elastik og så har jeg lavet knaphuller og ført en anoraksnor igennem, pyntet med 'sølv' dimsedutter fra Stof 2000. Min mand synes jeg ser lidt stiv ud på billederne, så det sidste er for dig min kære :-D
 





 

onsdag den 15. juli 2015

to par lange 'shorts'

Ivar (på 5) og Aslak (på 7) fik sig nye shorts i dag, sådan nogle man ikke får hudafskrabninger på knæene i, hvis man falder. Drengene var selv med i Stof 2000 og vælge kantebånd og strygemærke, de der strygemærker får mine drenge helt op og ringe, de elsker at vælge strygemærker. Og jeg kan godt leve med dem, når nu det gør dem så begejstrede for hjemmesyede benklæder. Der skete godt nok lige det, at jeg kom til at sætte Aslaks kantebånd og strygemærke på Ivars bukser (de små) og vice versa, slet slet ikke godt, men jeg er nu tilgivet, de var heldigvis ikke så forskellige. 
Jeg har brugt samme fremgangsmåde som jeg brugte til de her sidste sommer. Ivars bluse er også fra sidste sommer, den passer stadig.
 







 

torsdag den 9. juli 2015

T-shirt kjole

Jeg har lavet Hilde en T-shirt kjole i str. 80/86, efter Minikreas raglan T-shirt mønster. Den er syet i Lillestoff med riddere og prinsesser. I stedet for rib til hals og ærmer, har jeg for første gang prøvet at bruge jersey skråbånd, som jeg har købt hos Malika og Rosa. Det fungerer da meget godt. På ærmerne har jeg syet det på som man nu engang syer skråbånd på, jeg har bare trukket lidt i det mens jeg syede det på. Om halsen har jeg foldet skråbåndet op og blot foldet det sammen en enkelt gang, ligesom med rib, så kunne jeg sy det fast med overlockeren, så halsåbningen kan give sig. For neden skulle kjolen egentlig bare have været lagt op, men så synes jeg den blev for kort. Så her brugte jeg også jersey skråbånd (uden at trække), det blev gult, da jeg fik brugt alt det sorte til ærmer og hals.
 



 

fredag den 3. juli 2015

baby underbukser

Sidste sommer sendte Mette (fra made by Madvig) mig et link til et Ottobre mønster på babyunderbukser, noget som jeg selv havde haft rigtigt svært ved at finde. Så tak igen :-) Mønsteret ligger gratis her. De er super søde og perfekte når det er for varmt til body. Jeg har syet dem i str. 80. Der står ikke hvor lang man skal klippe ribben til benene. På de stribede klippede jeg ribben 29 cm lang, på de prikkede 27 cm, jeg kunne vist sagtens have nøjes med 25, jeg tror det vil se pænere ud med en mindre rib!
Og så gjorde jeg lige det, som jeg ellers altid er meget omhyggelig med IKKE at gøre, jeg fik klippet skævt i forhold til mønsteret på de stribede. Tsk tsk. Så jeg skyndte mig at lave et par med prikker for at rette op på selvværdet ;-) Man ser det nu ikke rigtigt, når først de kommer på.
 


 

tirsdag den 30. juni 2015

En flæsenederdel (?)

Jeg har lavet mig selv en nederdel, som jeg tror bliver meget anvendelig her til sommer. Hedder det mon en flæsenederdel, eller? Virker stoffet bekendt? Sikkert, ellers kan man stifte bekendtskab med det både her og her ;-) Jeg kan bare så godt lide det.
Jeg havde ikke noget mønster på denne nederdel. Derfor har jeg skrevet målene og fremgangsmåden ned, hvis jeg nu skulle få lyst til at lave en mere. Jeg har taget et foto af mine noter, så kan andre måske bruge dem. Målene passer til mig 167 cm høj og en M/L i taljen, men man kan jo nemt justere på både længde og bredde.
Nu hvor jeg ser billederne, så ser jeg også at nederdelen er blevet en kende krøllet, men jeg havde nu også haft den på hele dagen. Den er super skøn at have på. Og nu bliver vejret endelig sådan at man kan smide strømperne :-D
 


 
 
 

mandag den 1. juni 2015

Vingekjole II

Jeg har fået vækket denne vingekjole til live, efter lang tids dvale. Det var det med bagsiden, som jeg har bøvlet med før. Jeg havde kjolen her med, næsten færdigsyet, til mit seneste fredagsfix hos Marapytta (Line). For jeg ved hun har en smart måde at sy den på. Problemet var så bare at jeg var nået al for langt ud af en 'gal' tangent, til at kunne bruge Lines smarte tricks. Så i går aftes fandt jeg kjolen frem igen og syede foeret i HÅNDEN, som den japanske sybog foreskriver. Det er ellers ikke lige mig, det der med håndsting. Men det gik over al forventning på bagsiden, man kunne slet ikke se mine sting. Det kunne man så til gengæld godt på forsiden, fandt jeg ud af da jeg var nået hele vejen rundt med mine håndsting. Store fede sting. Men så valgte jeg at bruge dem som ri-sting, som holdt foeret på plads, og som jeg kunne pille op, efter jeg havde syet rundt med maskinen. Det blev faktisk okay fint :-) Men stadig noget bøvlet.
Kjolen er syet i str. 90, men jeg har lagt den lidt ekstra op, så kan Hilde passe den med det samme. Der røg også en sommerhat, Marapytta style, med i processen.